info vikingeskibe
Vikingerne sejler ud Om selve forløbet Forløbet "Vikingerne sejler ud" fortsætter sidste års forløb om vikingetiden. Forløbet omhandler det aspekt, som ikke blev berørt i det forrige: vikingernes skibe, og deres rejser ud i verden.
Meningen med forløbet er, at eleverne lærer om de opdagelser og udrejser, der blev gjort før opdagelsen af Amerika i 1492 af Columbus. Forløbet "Mødet med en ny verden" kan lægges i forlængelse af dette forløb.
Forløbet er bygget op, så eleverne ved hjælp af faglig læsning og andre øvelser trænes i alt fra forskellige notatteknikker, samarbejde og diskussioner.
Eleverne vil blandt andet komme andet omkring vikingernes møde med Grønland og Island, kulturmøder og vikingernes særlige skibsbyggeri. Grønlands historie bliver også introduceret, samt islandske sagaer, som kilder.
Meningen med forløbet er, at eleverne lærer om de opdagelser og udrejser, der blev gjort før opdagelsen af Amerika i 1492 af Columbus. Forløbet "Mødet med en ny verden" kan lægges i forlængelse af dette forløb.
Forløbet er bygget op, så eleverne ved hjælp af faglig læsning og andre øvelser trænes i alt fra forskellige notatteknikker, samarbejde og diskussioner.
Eleverne vil blandt andet komme andet omkring vikingernes møde med Grønland og Island, kulturmøder og vikingernes særlige skibsbyggeri. Grønlands historie bliver også introduceret, samt islandske sagaer, som kilder.
Vikingeskibe
Som betegnelsen vikinger (sørøvere) antyder, var vikingerne først og fremmest kendt for deres bedrifter til søs. Og skibene var også hele baggrunden for, at vikingerne kunne gå hen at blive et så betydeligt folk. Vikingerne var i bund og grund bare småbønder, der dyrkede jorden og forsørgede sig selv, som man gjorde i det meste af Europa på den tid. Men da alle deres landsbyer lå langs fjorde, bugter og havet, var det klart nemmest at sejle, når de skulle besøge, plyndre eller handle med andre byer. Vikingerne havde altså god erfaring med skibsfart og byggede og udviklede skibe, der var de bedste i verden på den tid. Og de muligheder, skibene gav vikingerne, gjorde altså, at de fik lyst til at komme ud og se lidt på verdenen…
Grundformen på et vikingeskib lignede meget det man havde haft flere hundrede år før, i jernalderen. Vikingerne forbedrede dog skibene på to væsentlige punkter; nemlig ved at tilføre mast og sejl, samt køl.
I masten, der oftest var en lang fyrretræsstamme, kunne man hejse sejl og derved blive drevet frem af vinden i stedet for, som hidtil, at skulle ro hver eneste meter. Masten blev forankret i en stor træblok, kaldet ”Kølsvinet” eller ”Mastefisken”, der var fastgjort til kølen i bunden af skibet.
Kølen er den lange tunge egetræsstamme, der sidder hele vejen under skibet midt på. Den rager et stykke ned i vandet, typisk 10- 15 cm, og sørger for at skibet holder balancen. Et sejlskib uden køl ville vælte og kæntre ved det mindste vindpust. Kølen alene var dog ikke altid nok; når kursen gik over store have med hårdt vejr, måtte man have ekstra vægt i bunden af skibet og fik man i form af store sten. Denne nødvendige ekstravægt kalder man ballast.
Kølen kalder man også skibets rygrad, og på den satte man spanter, der fungerede som skibets ribben, og som formede skroget.
Som betegnelsen vikinger (sørøvere) antyder, var vikingerne først og fremmest kendt for deres bedrifter til søs. Og skibene var også hele baggrunden for, at vikingerne kunne gå hen at blive et så betydeligt folk. Vikingerne var i bund og grund bare småbønder, der dyrkede jorden og forsørgede sig selv, som man gjorde i det meste af Europa på den tid. Men da alle deres landsbyer lå langs fjorde, bugter og havet, var det klart nemmest at sejle, når de skulle besøge, plyndre eller handle med andre byer. Vikingerne havde altså god erfaring med skibsfart og byggede og udviklede skibe, der var de bedste i verden på den tid. Og de muligheder, skibene gav vikingerne, gjorde altså, at de fik lyst til at komme ud og se lidt på verdenen…
Grundformen på et vikingeskib lignede meget det man havde haft flere hundrede år før, i jernalderen. Vikingerne forbedrede dog skibene på to væsentlige punkter; nemlig ved at tilføre mast og sejl, samt køl.
I masten, der oftest var en lang fyrretræsstamme, kunne man hejse sejl og derved blive drevet frem af vinden i stedet for, som hidtil, at skulle ro hver eneste meter. Masten blev forankret i en stor træblok, kaldet ”Kølsvinet” eller ”Mastefisken”, der var fastgjort til kølen i bunden af skibet.
Kølen er den lange tunge egetræsstamme, der sidder hele vejen under skibet midt på. Den rager et stykke ned i vandet, typisk 10- 15 cm, og sørger for at skibet holder balancen. Et sejlskib uden køl ville vælte og kæntre ved det mindste vindpust. Kølen alene var dog ikke altid nok; når kursen gik over store have med hårdt vejr, måtte man have ekstra vægt i bunden af skibet og fik man i form af store sten. Denne nødvendige ekstravægt kalder man ballast.
Kølen kalder man også skibets rygrad, og på den satte man spanter, der fungerede som skibets ribben, og som formede skroget.